| Kort om Terma A/S Terma er en danskejet virksomhed, der blev grundlagt i 1949. Terma har mere end 30 års erfaring med at levere sikre og effektive kommando- og kontrolsystemer til militære og civile formål i Danmark og i udlandet. Virksomheden udvikler løsninger til bl.a. radarovervågning, flykonstruktion, rumfart og militære forsvarssystemer. Udover i Danmark har Terma afdelinger i USA, Tyskland, Holland og Singapore. |
![]() Terma A/S i Herlev |
Fyrværkeriulykke bliver katalysator for nyt radiosystem
I 2007 beslutter Folketinget, at der skal udvikles et nyt og moderne kommunikationssystem, der binder alle dele af det danske beredskab sammen. På det tidspunkt er de fleste kommunikations- og kontrolsystemer hos bl.a. brandvæsen, politi og ambulancetjeneste i gennemsnit 15 år gamle, og mange af systemerne kan ikke kommunikere på tværs af beredskaberne.
Tom H. Jensen, projektleder i Terma A/S, fortæller:”Noget af det, der er bevæggrunden for, at man fra Statens side har startet SINE projektet, er netop at man fik nogle oplevelser i forbindelse med Seest ulykken. Her blev det meget tydeligt, at operationen blev besværliggjort af, at de enkelte beredskaber havde hver deres IT system til at planlægge med, og de havde hvert deres radiosystem til at tale med deres folk. Til sådan samlede operationer, hvor der deltager personer fra mange forskellige beredskaber, har man brug for at kunne lave en samlet styring af alle ressourcerne. Det er det der ligger bag tanken ved SINE, at man skal have et fælles radiosystem og totalt overblik.”
SINE samler Danmark
Kommunikationssystemet kaldes SINE, som er en forkortelse for SikkerhedsNEt. Systemet er opbygget af tre dele: radionet, terminaler og kontrolrumsløsninger. Radionettet består af radioantenner, der sikrer dækning i hele landet, og digitale omstillingscentraler, så man altid kan få fat i dem, man har behov for.
Terminalerne er radioer, der kan kommunikere direkte til et kontrolrum eller direkte imellem terminaler (walkie-talkie-mode). Herudover består systemet af kontrolrumssoftware, der forbinder beredskabernes vagtcentraler med de mange brugere, fx brandmænd, politibetjente eller hjemmehjælpere. Disse løsninger kan både være mobile eller stationære kontrolrum.
| I februar 2008 vandt Terma A/S opgaven med at levere denne software. ”Terma har leveret kommando- og kontrolsystemer til hæren og flåden. Bl.a. er kommandobroen på flere af de skibe, der sejler for det danske forsvar bygget op omkring Terma-komponenter. Det er med baggrund i det, at vi mener vi kan tage noget af den ekspertise til at bygge de tilsvarende kontrolrumsløsninger til de danske beredskaber.” Siger Tom H. Jensen. |
![]() Kontrolrum hos Politiet |
Terma henter ekspertviden hos MIRANDA Partners
I forbindelse med at Terma starter udviklingen af kontrolrumssoftware til SINE, opsøger virksomheden MIRANDA Partners A/S for at få rådgivning på to specifikke områder, som Terma ikke selv havde så stor erfaring med.
”Vi har fået to leverancer fra MIRANDA Partners. Det ene var en integration op mod det offentlige CPR register, således at man kan slå personer op. Fx så de politifolk, der sidder og arbejder med en sag, har mulighed for via MIRANDAs software at slå oplysninger op i CPR registret. Vi valgte MIRANDA Partners, fordi de havde erfaring med at samarbejde og integrere til de offentlige databaser, der er tale om i den her forbindelse.” Fortæller Tom H. Jensen.
Direkte adgang til CPR = hurtigere responstid
For at sikre hurtigere responstid, har MIRANDA Partners A/S udviklet en CPR-adapter, der giver beredskabet adgang til CPR registret direkte fra SINE. På den måde kan brugeren let trække data ud, og hurtigt videregive informationerne til beredskabet.
| Mads Trøigaard, der er ingeniør i Terma, har samarbejdet omkring leveringen fra MIRANDA Partners A/S. ”Jeg skulle lave noget software, der anvendte den komponent MIRANDA Partners havde leveret, og så skulle den testes af. Rent kodemæssigt har jeg ikke brugt MIRANDA Partners, fordi jeg sidder som udvikler til dagligt. Det har mere været MIRANDAs ekspertviden omkring CPR, der har været rigtig god. Altså hvordan det hele hænger sammen, og de ting, der sker op mod CPR. Det har betydet at jeg er sluppet for at læse store tykke dokumenter over, hvordan CPR lige hang sammen.” Siger Mads Trøigaard og fortsætter: ”Selve testen foregik i en god tone, og konsulenten fra MIRANDA Partners og jeg havde den samme indstilling fra starten af, at det skulle testes ordentligt, og at vi skulle have et godt resultat ud af det. Det fungerede ganske udmærket.” | ![]() Mads Trøigaard (Foto: Maria Trøigaard) |
Microsoft AD design med fokus på brugervenlighed og sikkerhed
”Den anden opgave var en mere uafgrænset opgave med at gå ind og hjælpe os med sparring, at finde ud af hvordan vi skulle sætte sikkerhedsstrukturen op i hele systemet, specielt med anvendelse af Microsoft Active Directory (AD). Det havde MIRANDA Partners noget viden om, hvordan man kunne gøre, for at opnå det vi gerne ville.” Forklarer Tom H. Jensen.
| For at lave den mest optimale sikkerhedsstruktur, har Terma udarbejdet en grundig kravspecifikation i samarbejde med MIRANDA Partners A/S. Ved at lave denne beskrivelse, sikrer Terma sig at løsningen kan implementeres og fungere i praksis. På baggrund af denne beskrivelse, har MIRANDA Partners A/S opbygget en infrastruktur (AD) til SINE, som styrer brugere, maskiner, ressourcer og rettigheder i de danske beredskaber. I AD kan administratoren bl.a. definere brugere, tildele rettigheder og kommunikere med en database, som indeholder data om alle brugere indenfor beredskabet i Danmark: fx politi, brandmænd og redningsberedskab. |
![]() Tom H. Jensen |
Tom H. Jensen fortæller: ”I forbindelse med den CPR adapter som MIRANDA Partners har leveret til os, er det jo ikke alle brugere på systemet, der skal have mulighed for at se alle oplysninger eller benytte alle funktioner. Ligesom det ikke er alle personer, der har lov til at slå op i CPR registret. Tilsvarende findes der en række andre funktioner, som det kun er bestemte profiler blandt brugerne, der har lov til at benytte. Det er det MIRANDA Partners har hjulpet os i gang med, at finde ud af hvordan vi skulle starte opbygningen af vores sikkerhedsstruktur og hvordan vi skulle implementere den i Microsoft produktet.”
Arkitekturen omkring AD’et er desuden udviklet med særlig vægt på brugervenlighed og sikkerhed. Fx sørger designet i AD for, at en administrator på et beredskabsområde ikke kan ændre eller tilføje noget i andre områder i Danmark.
Samarbejdet går en ekstra mil
Begge løsninger er færdigudviklet og implementeret i SINE, og samarbejdet med MIRANDA Partners A/S er afsluttet for denne gang. For mange kunder handler konsulentydelser ikke kun om at få leveret det man har bestilt, men i høj grad også om, hvordan hele samarbejdet har fungeret.
Mads Trøigaard kommenterer: ”Det betyder altid noget at man kan sammen. Jeg har svinget rigtig godt med konsulenten fra MIRANDA Partners, og vi har fået klaret det arbejde, der nu skulle laves. Han har været klar til at svare med det samme, og han har også leveret de svar jeg skulle bruge. Da vi ikke lige kunne få det til at fungere med CPR adapteren, ringede jeg til ham, og så kom han ud en tyve minutter efter og kunne godt se hvad fejlen var, og så kørte det igen.”
Tom H. Jensen supplerer: ”Jeg har oplevet at de gange, hvor vi skulle lave noget færdigt til tiden, der har konsulenten fra MIRANDA været villig til at komme herud og gøre en ekstra indsats. Det synes jeg er positivt, og det har jeg været meget glad for.”
![]() |
...SINE giver hurtigere responstid, bedre koordínering og optimal udnyttelse af ressourcer... |
![]() |
Danmark sætter dagsordnen for fremtidens beredskaber
Det nye fælles radiosystem er i øjeblikket ved at blive implementeret i de danske beredskaber. Når systemet er i brug over hele landet i løbet af de næste par år, vil det være den første af sin art i verden. Danmark vil dermed være på forkant med udviklingen af beredskabskommunikation!
SINE vil forbedre samarbejdet for de mange tusinder mennesker, der arbejder i de forskellige dele af det danske beredskab. Det betyder hurtigere responstid og bedre koordinering, så beredskabet kan udnytte de tilgængelige ressourcer optimalt.
Læs mere om Terma på www.terma.dk ![]()






